Nu sænker Dagen sit Hoved,
Lyset er falmet og graat,
kun mat i Skyen det ulmer,
hvor Dagens Hersker har traadt.
Et efter et de slukkes,
dens Vandrings lysende Spor,
mens tusinde Lamper tændes
i Himmelens høje Kor.
Jeg bøjed i Søvne mit Hoved
mod Nattens den tavse Sti,
jeg hørte endnu i Drømme
Timerne ile forbi,
mit lyttende Øre fanged
et Sus af den store Flod,
der uopholdelig hasted
det evige Hav imod.
Og hver lille Bølge, der rinder
i Tidens flygtige Elv,
jeg véd, at med den forsvinder
en Del af mit Liv og mit selv.
Alt, hvad i smilende Drømme
en Time vi kaldte vort,
det gribes af disse Strømme
og føres hvirvlende bort.
Kunde jeg kløve Floden
nu som med Mosestav
og vandre didind og knæle
paa Mindets hellige Grav,
og knæle saa tyst og længe
i Mindernes tavse By,
til alt, hvad mit Hjærte elsked,
vaagned med Smil paany!