For slig en underlig Verden
man egenlig lever i,
for naa det Maal, man i Grunden vil,
det gør ikke en af ti,
ti selv, om man spænder sin Bue,
saa Snoren er fast og stram,
skyder én for højt og en anden for lavt,
og det meste gaar paa Beram.
Vi gribe alle ved Siden
af det, vi egenlig vil,
en Tone for højt, en Tone for lavt
fordærver det meste Spil,
og den, som vilde til Vester,
gaar fejl og vandrer mod Øster,
og den, som sværmed for Rakel,
maa nøjes med hendes Søster.
Og tidt, naar man føler sig gladest,
man mærker et lønligt Stik,
og just, som man synger højest,
slaar Stemmen pludselig Klik;
her snubler man over en Tue,
hist synker man ned i en Sump,
og de, som fandt Vejene jævnest,
maa tilstaa, at Lykken var Slump.
Dog klynge vi os til Livet,
som var det en stor Kapital,
selv den, hvem det aldrig har givet
andet end Kummer og Kval.
Vi knæle for Afgudens Alter
taalmodig Aar efter Aar
og svøbe i Haabets Pjalter
vort Hjærtes blødende Saar.
Der er en Trængsel, en Stimen
paa Livets travle Perron,
man ler, man smiler, man græder,
hver efter sin Façon;
men fremad Iltoget haster
der gives kun stakket Frist —
vi skilles i Dagens Tummel
fra dem, vi elskede mest.
Og naar vi til sidst vinde Sejer
i Livets den haarde Dyst,
saa kommer Døden og mejer
vort Arbejds sildige Høst,
og mens vi med prøvende Blikke
maale den hele Færd,
vi spørge os selv, om Rejsen
i Grunden var Møjen værd.