O jeg gad gribe Solens Lur
og blæse jer et Stykke,
en frisk Akkord, en Klang i Dur
om Verdens lyse Lykke.
Ti Lykken flygter dog ej bort,
om den en Stund kan flakke,
naar vi kun trolig gøre vort
og stive flinkt vor Nakke.
Der vokser Blomster paa vor Jord
for hver, der end kan sanse,
et lifligt, farveprægtigt Flor
til mer end Sørgekranse.
Men tænk ej Lykken bliver lagt
i Skød paa Folk, som drømme,
nej Lykken er en Fløjtidsdragt,
Du selv maa sy og sømme.
Af Sorgen faa vi hver sin Del,
det hører saa til Lykken,
da faa vi som Spartanerne
at holde Stand i Skyggen.
Der bliver altid dog en Rest
af Lykke — vær ej bange.
O, jeg gad spille nu til Fest
Lykkens de glemte Sange.