Der er en Flok, hvem Sangen ej kan naa,
for dette høje Bulder fra Fabrikken,
en Flok, hvis Hu er vendt mod Politikken
og disse fagre Løfter til »de smaa«.
Aarhundreds Uret maa de slæbe paa,
Stedbørn af Lykken, som lod dem i Stikken,
for selv at attachere sig hos Klikken,
hos dem, der høste, hvor de ikke saa.
Lad Tæpper være dæmpede og bløde,
at ingen Lyd fra Gaden skal os naa!
Lad Vinen duftende i Glasset gløde!
Dog tror jeg, dersom Verden den skal staa,
er det paa Tide nu, at tænke paa,
hvordan vi kan paa Lykkens Uret bøde.