Du, som kun kender til Trang og Nød
fra de mildt forskønnende Bøger,
har Du Lyst med egne Øjne at se
— i Forstaden er, hvad Du søger.
Hvor Gaden bli’r snæver, Husene smaa
hvor Gas og Brolægning slipper,
og livor man har i Butikkers Sted
kun usle Brændevinskipper.
Hvor Drengene ridse et Paradistavl
og lade Toppene snurre
og Vejen i Regnvejr forvandles til
et uoverkommeligt Plurre.
Hvor ingen Villaer smile mer,
omsnoet af venlige Ranker,
hvor Husene kun er fra Vejen skilt
ved nogle raadnende Planker.
Hvor hist og her kun en gammel Pil
stemmer mod Blæsten sin Skulder,
hvor næppe man hører Stærenes Sang
for Fabrikens døvende Bulder.
Dér sidder Armoden ret i sit Hjem,
der er den blandt sine egne,
det er en talrig Familie den,
man finder den alle Vegne.
Der tærer man Livets spartanske Kost
og finder endogsaa ret kløgtig,
at Hunger, det er den hedste Kok,
kun sommetid lidt for dygtig.
Dér tager Sygdommen gerne ind;
ti aabne Døre den finder,
i værkbrudne Lemmer og sløve Sind
den efterlader sig Minder.
Og pynter Foraaret med sit Grønt
beskeden langs Vejens Kanter,
saa dækker den osende Skorsten straks
med sit Kulstøv de unge Planter.
Og hvis en Solstraale drister sig til
at se gennem Væggens Spalter,
saa finder den dér et skrigende Barn
i nogle elendige Pjalter.
Hvor er dets Moder? Hvem er vel hun?
Hvorfor mon sin spæde hun svigter?
„Him gaar paa Fabrikken.” Ah, det er sandt,
der gives „højere Pligter”.
Ja, Du som kender kun Trang og Nød
fra de mildt forskønnende Bøger,
har Du Lyst med egne Øjne at se,
i Forstaden er, hvad Du’søger.