Hvor Bøgeskoven lukker sig
omkring et Sus, en Drøm,
dér slynger sig med sølvklar Sang
en væver lille Strøm.
Men ingen husker mer, hvor Stien findes
Der sad jeg tidt og ventede
alt ved den hvide Sti,
mens Timerne med Harefjed
mig smutted let forbi.
Dér sad jeg tidt og spejdede,
naar Dagen den var klar;
men i hvor langt min Tanke fløj,
den bragte aldrig Svar.
Dér sad jeg tidt og vogtede
de hvide Skyers Tog,
mens Vinden som en Melodi
forbi mit Øre drog.
Mens Dagen gik sin vante Gang
og Solens Kugle gled
hen over Himlens blanke Sø
mod Vestens Bakker ned.
Paa Marken ved den hvide Sti
ved Skovens Grænseskel,
der drømte jeg fuldmangen Drøm,
som end jeg mindes vel.
Vel gad jeg vanke did igen
en Sommeraften klar;
men spurgte jeg i Øst og Vest,
saa fik jeg intet Svar.
Ti alle de er døde bort
som have Stien kendt,
og Kilden den er tørret ud,
og Skoven den er brændt.
Og ingen husker mer, hvor Stien findes.