Piskene knalde og Hestene fare
afsted i susende Trav,
som Sommerens flygtige Brise fejer
over Græsslettens bølgende Hav.
Og Jorden gungrer og Hornet skratter,
det gaar med Hej og med Hop,
aa, det er flinkt, naar det saadan gaar
afsted, afsted, i Galop.
Og Hestene spænde sig i en Bue,
de pruste, de stønne derved;
men fremad det gaar over Grøfter og Tue
over Bakker og Moser, afsted.
De øjne intet de Mænd i Sadlen,
der sidde med frembøjet Krop,
Hesten maa sørge for sig og sin Rytter,
afsted, afsted, i Galop.
Saa gaar det fort over Grav og Grøfter
og Tuer med blinkende Vand,
mens Luften hviner om Rytternes Øren
og Marken fyger med Sand.
Det gaar som en Leg over Barrièren,
maaske der springer en Strop,
men Hesten bliver i Karrièren
afsted, afsted, i Galop.
Nu skal vi vise, vi nemmed Manegen,
at ej vi gør Skolen Skam,
og tumler der ogsaa en Mand af Sadlen,
vi vente ikke paa ham.
Ja, falder nogen i Dag af Sadlen
dem samle i Morgen vi op,
i Dag er Løsnet paa hele Linien:
afsted, afsted, i Galop!