Ich brauche Wiegengesang und
den habe ich in seiner Gefülle
gefunden in meinem Homer.
Goethe.
1.
Hjem fra Kampen og Sorgen
og den Krankhed, hvorunder vi lider,
hjem imod Slægternes Morgen,
mod de homeriske Tider,
da Guderne vandred paa Jorden
som gennem et festligt Hus,
før endnu Vandalerhorden
fik trampet Templet i Grus.
Da Verden var som en Rosengaard,
kranset af skyblaa Drømme,
da Livet var et olympisk Aar,
en Fart ad solblanke Strømme,
da endnu bedende Hænder
blev løftet, o Zeus, mod din Datter,
og hele Himmelen genlød
af salige Guders Latter.
2.
Jeg tager Odysseen
ned fra dens støvede Hylde,
jeg læser, mens Stormen tuder
den tusindaarige Bog,
jeg læsker mit Sind, min Tanke
ved dens brede, rolige Fylde,
jeg dysser min Sjæl i Slummer
ved dens dæmpet rullende Sprog.
Det er som Bølger, der glide
ind over Strandbreddens Stene,
det er som solblanke Vover,
der lege paa snehvidt Sand.
Jeg kaster min Sorg i Bølgen,
dér vugger den let som Spaanen,
jeg lader den rolig skylle
bort af det solblanke Vand.
3.
Ja, jeg gad lulle min Sorg med Sang
i Bølgernes store Vugge,
og jeg gad slukke min Tørst en Gang,
Nausikaa, af din Krukke.
Den Drik er er kølig og frisk og sund
som Jomfrudrømme, som Barnets Blund,
hver Feberglød vil den slukke.
Og jeg gad staa paa Hymettos’ Tind,
hvor Bien om Blomsten brummer,
hvor endnu den salte, attiske Vind
kan dysse Sorgen i Slummer,
med Øjet vendt mod den vinblaa Sø,
hvor smilende vugger sig Ø ved Ø,
hvor Ægeus drukned sin Kummer.
Derud hvor Kysten slynger sig blaa
til Ly for hundrede Havne,
derud hvor Perserflaaden den laa
med høje, svajede Stavne,
hvor Pile sused og Skjolde klang,
hvor Bølgen synger en evig Sang
om aldrig blegnende Navne.
4.
Sjælen i al Historie,
Livet og Duften forgaar
og kun de tomme Former
til Efterverdenen staar.
En Række af tomme Haller
med Klang af fremmede Navne,
hvorover Tusmørket falder,
som Natten hurtig vil favne.
Men denne Tomhed vil fyldes
af vordende Slægters Længsler,
mens Frihedens Døre drejes
paa Tidens rustnede Hængsler.