Den Gang jeg naaede
da var din Borg
just færdigbygget,
med Ruder, som lyste
langt over Søen,
smykt som til Jul
et Jarlesæde.
Dybt under den dured
den evige Dønning,
Havet, der drog
som et Heltedrapa.
Flyvende Sejl
der saas over Søen,
som fordum vugged
Vikingflaader.
Med barnlig Angst
jeg aabned Døren,
stod i Hallen
med frygtsom Hilsen,
Fædrenes Aander
sov derinde,
Vikingestorhed
slog Vagt om Huset.
Synnøves Ungdom
sov i Salen,
ranked sig lyst
om høje Ruder,
Arnes Mismod
mørknede Loftet
med Fjeldets store
tyngende Tavshed.
Min Ungdoms egne
undrende Tanker
gled gennem Salen
med sagte Fodtrin.
Længe jeg lytted
i navnløs Længsel,
syg for Hæder
og Høvdinglykke.
— Dog undred mig mer,
den Dag Du modig
takled dit Langskib
til Leg paa Voven,
for fjærnt bag Søen
det Land at søge,
hvor Frihedens Lykke
sent skal løves.
Hædret Du sad
i Høvdingsæde,
var paa din Kyst
som en kaaret Konge,
lidt dog Du ænsed
den vundne Ære,
da større Magter
til Togt Dig stævned.
Mange Hænder
blev bedende hævet,
Kvindestemmer
søgte at stanse.
Men sandhedsmodig
dit Sejl Du hejsed,
skal Lykken vindes,
maa alting voves.
Din Boligs stolte
Højsædestøtter,
arvet ned
gennem store Ætter,
kunstfærdig smykket
i smilende Timer
kasted Du kækt
i Bølgernes Kogen.
Kasted dem frejdig
i Havets Fraade
med Tro paa Sandheds
sejrende Lykke.
Leende Bølgen
i Leg dem vugger,
dér, hvor de lande,
skal Borgen bygges.