Kan noget være sødt som det at vide,
at Du er Maalet for en andens Savn,
at vide, at Du har en sidste Havn,
en sidste Tilflugt, hvorpaa Du kan lide.
At der er endnu den, for hvem dit Navn
er blandet med en Duft af Roser hvide
og med en fager Drøm fra Ungdomstide
og med en Klang fra Lykkens kødestavn.
Et saadant Fællesskab i Haab og Minder
er som en lille, gylden Amulet,
som kun ved Lykketræf en Gang man finder.
Ja, den er som en lille, fredlyst Plet,
hvor Luften stanser blidt sit Aandedræt,
hvor Stormen holder Rast og Solen skinner.