Nu, da den larmende Dag er død
og alle dagtrætte Tanker til Hvile,
da Natten luller til Ro i sit Skød
hver bitter Sorg, som Dagen har fød,
at de som sovende Børn kan smile,
mens Mørket breder sit Glemselsslør
over det, der svinder, og det, der dør,
over Dagens planløst-forvirrede Færden,
løfter jeg Blikket mod eder.
I evige Tankers Verden.
Vug mit Hjærte en Gang til Ro,
fjærnt ved Foryngelsens evige Kilde,
dér, hvor de blivende Blomster gro,
dér, hvor de evige Tanker bo,
hvor ængstende Tanker tysses stille.
Lær mig at læse det store Brev,
en Guddom med evige Stjerner skrev
over Dagens planløst-forvirrede Færden,
drag mit Øje mod eder,
I evige Tankers Verden.