og just som Kuglen højest sang,
Napoleon stod paa en Høj
og vogted derfra Kampens Gang.
Med Haand i Haand paa Ryggen lagt,
med Benene han skræved kjækt,
og Panden ludede et Gran
som under tunge Tankers Vægt.
Maaske han tænkte just som saa:
»Hvor let min hele Plan slaar Klik,
hvis Lannes paa den højre Fløj
nu vakler blot et Øjeblik.«
Da dukked’ af en Røgsky frem
en Rytter strakt i rask Galop
og standsed Hesten med et Ryk,
hvor Kejs’ren holdt paa Højens Top.
Af Hesten svang han sig i Hast
— en Dreng; thi Andet var han ej —
ved Hestens Manke støtted han
og stod der rank og retted sig.
Han slutted sine Læber fast;
thi Blodet trængte til hans Mund,
og at hans Bryst var gjennemskudt,
Det saa man knap i første Stund.
Han raabte: »Ratisbon er vor,
højt vajer alt det franske Flag
paa Torvet, hvor din Marskal staar,
fra Kirketaarnets høje Tag,
hvor nylig jeg i Huj og Hast
den plantede med Hjærtens Lyst.«
Da glimted Kejserøjets Lyn,
og Modet voxed i hans Bryst.
Et hurtigt Lyn, der bag et Slør
af dugget Vemod strax forsvandt,
som Moderørnens Blik, naar den
sin stakkels Unge saaret fandt.
»Men Du er saaret?« — »Saaret? Nej!«
han svared stolt og rank han stod.
»Dræbt, Sire, dræbt!« Og dermed sank
han sammen for sin Kejsers Fod.