Alt er Øde og Tomhed, hvor Tyrken har plantet sit Spor,
nu driver som Vrag paa Voven, Chios, hvis frodige Jord
var som en Have, Rankerne kransed,
Chios, der spejled i Bølgen sine Kyster, sin høje Skov,
sine hvide Paladser, og om Aftnen, naar Vinden sov,
et Kor af unge Piger, der dansed.
Og dog — blandt de rygende Tomter — nær Dødens stivnede Skræk
sidder et blaaøjet Barn, en Dreng med de græske Trak,
bleg som en Blomst, som Stormen har knækket.
En Hvidtjørnbusk har skjult ham under sin Krones Skjærm,
gjemt bag de blomstrende Grene for Fjendens rasende Sværm,
han selv en Blomst af Blomsterne dækket.
Hvad vil Du, stakkels Barn, der sidder bleg uden Trøst,
sammensunket i Graad paa Klippens det nøgne Bryst
— det tunge Hoved i Hænderne bøjet?
Hvad vil Du, for at Glæden skal farve paa Ny din Kind,
skal gjennembryde den Sky, skal flænge det Taagespind,
som dine Taarer har lagt Dig for Øjet?
Ønsker Du én af de Lilier, der pryde Persiens Jord,
der gror i de mørke Brønde og med sit himmelblaa Flor
vinder om Irans Væld sit Vidundersmykke?
Eller ønsker Du en Frugt af Tubatræet, der slaar
sin løvede Skjærm saa vidt, at det varer hundrede Aar,
før en Hest i Løb naar ud af dets Skygge?
Hvad vil Du, stakkels Barn? Vil Du have den Fugl, hvis Sang
opfylder Skoven med Vellyd, skjøn som Oboens Klang,
der alle Sangere overdøver?
Sig, vilde Du atter smile, hvis hine Gaver Du fik?
Nej, svarer Grækerdrengen med Taarer endnu i sit Blik;
det er Kugler og Krudt, det er det, jeg behøver.