Jeg tænkte, da jeg drog Dig til mit Bryst:
O Gud, i Fald nu pludselig det hændte,
at evig, bælgmørk Nat mit Syn omspændte
og rev for evig bort mit Øjes Lyst,
det gyldne Haar, saa mangen Gang min Trøst,
dit Blik, hvor Haabet mig sin Stjærne tændte,
din smidig-varme Hals, hvis Ild mig brændte,
din hvide Arm, der drog mig tæt og tyst.
Hvor kunde jeg da sidde her som før,
din Skjønhed skjult som bag et evigt Slør,
et Væld, der Andres Øjne skulde mætte,
og ikke vide, hvor dit Øje saa’,
og om det just var mig, det hviled paa,