Kalliope
→
Poets
→
Michael Agerskov
→
First lines
Michael Agerskov
(1870–1933)
Works
Poem titles
First lines
Biography
Søg
A
Alle vi lænkes til stuen i dag,
D
Dag er Nattens bitre Fjende
Dagen segned til Hvile
Den blinde Mængde, den store Flok
Den Gud, som Verdener skabte
Dengang fjernt fra Lysets Rige
Der er larm af sorte fugle
Der er store strande, ved hvilke havets
Der fløj en fugl fra en øde kyst
Der strømmer fra Faderens Hjerte
Der sænkes et slør af aftenduggs-gråd
Der var engang, da Vaaben klang
Det er i de hellige Timer
Det var allerede begyndt at mørkne i den.
Det var blot to mennesker, som havde
Det var i en nat så veg som dun
Dit legem er en drøm, som engang svinder
Driv ej for Vind og Vove
Du havde samlet en broget buket
Du Travle, som drukner i Livets Larm
E
Ene står vi herude
Engang i vaagne Drømme saa jeg Gud
F
Fader, Gud, o lad mit Liv
Faderløse var vi blevne
Farvel! Farvel! – Et letsagt Ord
Flammende Sole og Verdener maa
Flet roser i dit hår!
Fra Jord til de høje Himle
Frygt ej den strenge Dommer
G
Gud er den alvise Skaber
H
Had og Mistro iblandt os bor
Hinsides søen en skov så tæt
Hjem, ja hjem!
Hovmodig Jordens lille Gud
Hvem kan vel dølge de dybe
Hver Morgenstund har Guld i Mund
I
I brødre og søstre, lad lovsangen tone
I den stille høst
I Livets mørke Stunder
I prangende Haver
I Sang og Glæde
I Skaberens vældige Værksted
I solens aller-hedeste
Intet jordisk Væsen kan fatte din Storhed og Vælde
J
Jeg beder for alle de gamle, syge og trætte
Jeg er Rosa mystica
Jesus kaldt i Skyggedal,
K
Kom, hvide engel, til hendes leje hen
Kristus i Mørket
Kæmpebjærget højt imod Sky
L
Lammet skælved paa frygtsom Fod,
Lange og skinnende
Luk op, luk op det Kirkehus
Lyset fødes, Mørket svinder
Lytter, lytter
M
Mennesker, kald ej de døde ned
Mester, Mester! Aaret skrider
Min sjæl kan fast ej fatte den forunderlige tanke
N
Natten var saa lang or mørk
Net af nattens tårestrømme
Nu bli’r ved aften hver skygge så lang
Nu er det nat.
Nu sænker Dagen sit Hoved
Nu vil vi samles
O
O Gud, din vældige Visdom
O lad mig sidde og stirre dig ind i dit øjes
O stakkels Sjæl
O tilgiv hver en Sjæl
Om alle vårens toner døde
Onde Lyster som giftigt Kryb
P
Paradislandet – er dets Glans forsvundet
R
Ring, dybe Klokker, mod den dybe Himmel
S
Se frem, men ej tilbage! kvad Skjalden engang
Skærm og bevar os, Fader kær!
Smilende tungsind og vemodig fryd bor i dine øjne
Solen ånder et sidste farvel
Som en Brud, der sin Brudgom venter
Som en usynlig Bølge
Som naar hvide
Som roser og Liljer yndigt staar
Som svaner sejler kloder
Stodderen stavrer fra Gaard til Gaard
Stødte du den spæde fod
Syg til døden —
Så skal da det evige mørke
Saa skulde hun strides med døden
T
Til mig, som grubled tungt
Tue tidt kan vælte Læs
V
Vel var Napoleon en mægtig herre
Verden er i Kaos
Vi følges af Kristus, vor Broder