Hvor tungt at være lænket her til fjeldet;
forgæves kæmper jeg, forgæves vrider
jeg kroppen og i mine lænker slider — —
jeg synker sammen, træt og overvældet.
Og på mit hjerte sidder der et minde
i ørneham; den ørn vil aldrig vige;
den piner mig mer grumt, end jeg kan sige,
og næres af mit hjerteblod derinde.
Da lysner det med eet som sol og sommer.
Sig, hvem er du, du kvinde, som dèr kommer?
som på min lænke ser, så den må briste,
som skræmmer ørnen, at den flugt må friste,
som lysomstrålet, sagte mod mig træder,
og stirrer mig i øjet, til jeg græder.