Af mestren for den store harmoni
i fordums tid jeg fik en sælsom dragt
af drømmefødte himmelfarver spunden;
min rige ungdom hylled jeg deri.
Min rige ungdom var så lidet vidende;
jeg tænkte, at det var en evig dragt,
der skulde ej af møl og rust fortæres
igennem tiderne de hastigt skridende.
Dog som jeg ud mod sandhedsbjerget vandred
fra drømmerigets vege tågeglans,
da falmede min dragt, da sønderreves
min skønne klædning – sært den blev forandret.
Nu spotter man mig, stirrer på mig prøvende;
jeg står jo næsten nøgen; hvor jeg fryser!
jeg blues for mig selv, men mest for hende,
som kommer dèr så angst, så sky og tøvende.