Jeg smykker mig et helgenskrin
for mine kærlighedssange,
relikvier af sorg og fryd — — —
— — ak mine kærlighedssange.
Det helgenskrin vil jeg stille hen
i fred for pøbelens hænder
dybt i mit hjertes tempelhal,
hvor hellige kerter brænder.
Da vil der komme en jomfru did,
på valfart, i hvide klæder.
To brændende tårer fælder hun —
den jomfru, den jomfru græder.
Så går hun. Atter skrinet står
længe ensomt derinde,
til der kommer en vårdag, vild og klar,
med stærke, susende vinde.
Da bruser blæst, da sitrer sol
igennem de lukker så trange;
de knuser mit hjertes helgenskrin
og spreder de tusinde sange;
spreder dem vide, spreder dem langt
som støv over alle vange;
dog nogle tør stige i himlen ind — —
— — — — — — — — —
ak mine kærlighedssange!