Dengang jeg så mig ør og svimmel
i dine øjnes dejlighed,
da blev så lyst som vårens himmel
alt hvad min digtning rørte ved.
Dengang mit hjerte var et rige
for dig, min kongelige gæst,
da kunde friske sange stige
fra vore sjæles gyldne fest.
Og som ved vårtid blomster strømme
af mulden frem på solens bud,
så steg af mine rige drømme
digt efter digt i livet ud.
Ak, nu er alt mit bedste eje
en sang så grå som denne egn,
med sine lange, øde veje
og vinternøgne pilehegn.