Mennesker, kald ej de døde ned
atter til Mørkets Rige!
Mørket forvirrer dem, intet de ved,
intet har de at sige.
Faderen tog i sin Varetægt
hele den syndige Menneskeslægt.
Mennesker, kald ej de døde!
I deres egen Verden de bor,
under Guds faste Love,
virker og færdes, som før paa Jord,
eller maa hvile og sove;
løsnet er intet Kærlighedsbaand,
nu som før søger Aand mod Aand,
Hjerte mod Hjerte søger.
Livets er de, ej Gravens Folk,
lad dem i Lyset dvæle!
Kristus selv er de dødes Tolk,
beder for alle Sjæle:
Venner, forstyr ej de dødes Ro,
lad dem i deres Verden bo
under Guds kærlige Hænder!
Kristus leded den syndige Slægt
frem gennem Angst og Møde;
Faderen tog i sin Varetægt
alle de talløse døde.
Sønnen færdes, hvor Faderen bor,
Faderen lytter til Sønnens Ord.
Held os for Kristus, vor Broder!