Engang i vaagne Drømme saa jeg Gud;
men i Hans Aasyn undrende jeg fandt
min døde Faders kære, kendte Træk.
Umuligt! raabte jeg – er du da Gud?
Da lød en sagte Stemme: jeg er Gud!
Men Under over Under! Mens fortabt
i salig Skuen undrende jeg sad,
forvandledes Guds Aasyn, og jeg saa
min døde Moders kære, kendte Træk.
Og atter raabte jeg: er du da Gud?
Og atter svared Stemmen: jeg er Gud!
Dog større Under end – thi nu jeg saa
og kendte Hundreder af Kæres Træk,
som blandedes og svandt og kom igen
i dette Aasyns himmelklare Glans.
Jeg raabte: er I alle, alle Gud?
Men Stemmen svared atter: jeg er Gud!
Da blegedes og svandt hvert ydre Træk,
kun Øjnene, kun Øjnene jeg saa.
Ind skued jeg i selve Godheds Dyb;
det Blik saa inderlig fortroligt var
og mere kært mig end min egen Sjæl.
Med eet mig selv jeg saa i dette Dyb,
og skælvende jeg raabte: er du Gud?
Men Stemmen svared atter: jeg er Gud!
Og atter saa jeg i de Øjnes Dyb;
og se, en Sorg, en navnløs Sorg, der laa,
min egen Sorg, og alle Sjæles Sorg.
En dyb Medlidenhed mit Hjerte greb,
og hede Taarer blendede mit Blik.
»Du sørger, Gud, jeg ser, du sørger, Gud!«
Da lød Guds Stemme, ren og klar og mild:
»Mit Hjerte rummer alle Sjæles Sorg.«