Kom, hvide engel, til hendes leje hen,
bred dine bløde vinger ud,
skærm den blege kvinde endnu inat,
se hun er ikke død — hun sover!
Hun sover så ganske stille.
Du klatrende vin, du skælmske syrén!
kig frejdig kun ind ad det åbne vindu,
se på hende;
hun har længtes efter eder så såre.
Det aftnes derude.
Solguldet viger fra træernes toppe;
mangen fuglerøst tier;
mange blomsters bægre er lukte;
bækkens gråd bliver sagte hulken.
Kun nattevinden pusler i haven.
Og snart er svunden al lyd i det vege mørke.
Og se! hun er ikke død — hun sover
så ganske stille i den stille aften.
Mit hjerte har født et fagert håb,
the jeg føler, at over den blege kvinde
en lysengel kærligen våger.