Syg til døden —
Jeg kan ej fatte det, det er ej muligt;
skal alt da være nu forbi?
skal du da dø, før du fik lov at leve?
skal morgenrøden følges da af natten?
Jo lægen sagde: hun kan ikke leve;
jeg tror dem ej, de hjerteløse ord.
Aa du må ikke dø — jeg skal dig pleje
så lempeligt så varsomt,
som vestenvinden heger vårens blomster,
så at de usle små trods vintrens strenghed
dog voxer op og trives.
Nej du skal ikke dø, du lille, kære.
Snart blir det rigtig grønt og varmt i haven,
snart kommer alle fuglene tilbage,
så skal vi atter vandre rundt
ad gamle stier og ad kendte veje,
så er der solskin over alle blade,
så er du glad og frisk med røde kinder.
Ak Gud —
Nu piner atter krampen
det stakkels syge bryst.
Og så, når alt er roligt, hviskes atter
af vindens susen, af de gamle møbler:
det hjælper ej, hun er jo syg til døden.