Til mig, som grubled tungt
over Menneskenes Lod
under Solen,
og end tungere
over Livets Vilkaar
bag Døden –
til mig kom Drømmen en nat,
en Nat uden Maane.
»Se!« sagde en Stemme i Drømmen,
»se Kirkens Himmerig,
se Kirkens Helvede
med Faarene og Bukkene,
de hvide Klæder,
Palmegrenene,
den evige Lovsang!
Hvad skal vi mene derom?«
Og en anden Røst svarede i Drømmen:
»Kun Børns Tanker,
kun Børns smaa Tanker,
fra mørke Tider,
der ikke er vore!«
»Men se!« lød det atter i Drømmen,
»denne sorte Grav,
denne dybe Tomhed,
Livsfornægternes!
Hvad skal vi mene derom?«
Og der lød en stille Latter:
»De store Vise
er større Daarer.«
Da talte en myndig Stemme:
»Du, der skuer,
lær Sandheden!
Af sit flammende Væsen
sendte den Almægtige
to Straaler sammen,
to og to,
ned i Mørkets Verden,
at følges, at enes,
under de evig skiftende Jordliv,
to og dog een –
Mand og Kvinde!«
Og i Drømmen svared det spottende:
»Faa fulgtes
mange skiltes;
faa enedes,
mange stredes.«
Men den myndige Stemme vedblev:
»Engang vil de løses
fra Jordens Mørke,
da gaa de sammen
til andre Egne.
Du, der skuer,
se, du staar
paa Uendelighedens Bjerg.
Lær Sandheden!«
Og se, jeg stod
paa Uendelighedens Bjerg.
Ukendte Verdener
rulled sig op.
Evigheder samled sig
i Sekunder.
To og to
vandred Skarerne,
Haand i Haand,
Sjæl i Sjæl;
steg gennem stedse
skønnere Verdener,
fremad, fremad,
mod Saligheden.
»Se!« sagde en Stemme i Drømmen:
»Med evig unge Hjerter,
med evig friske Sanser,
skal disse vandre
gennem Evigheder,
under Faderens Øjne,
skærmet af Hans Hænder.«
Og end skønnere lød det:
»I Gud, vor Fader, hviler
uendelige Muligheder
til alt Liv.
Godhed, Skønhed, Visdom
overstrømmer
disse Lykkelige«
Da sagde jeg i Drømmen
hvor jeg stod
paa Uendelighedens Bjerg:
»Vil disse Lykkelige
naa Guds Rige?
Vil de se Gud?«
Og det svared mig i Drømmen:
»Efter Evigheder
vil de naa Guds Rige.
Faderen elsker
alle sine Børn:
Hans Tanke omfatter dem,
Hans Vilje leder dem.
Alle vil de skue
Gud, deres Fader«.
Da spurgte jeg i Drømmen,
hvor jeg stod
paa Uendelighedens Bjerg:
»Blive de aldrig
eet med Gud?«
Men se, da strømmed
som vældige Have
Afgrundes Mørke imod mig.
Og der blev en usigelig Tavshed,
Men gennem Drømmens
umaadelige Tavshed
lød Guds Stemme
klar og ren:
»Min Søn, du spurgte,
jeg vil svare:
Blev mine Børn
eet med mig,
da vilde de suges
ind i mit flammende
Væsens uendelighed,
som lette Avner
suges af Ovnen.«
Og gennem Drømmens
umaadelige Tavshed
talte Gud atter:
»Min Søn, du spurgte,
jeg vil svare:
Kræve mine Børn
at vorde eet med mig,
da er det Døden.
Da er Livsgangen endt,
da er Livets Ring sluttet
— — — — — — —
Da maatte ogsaa jeg dø.«
Da sagde jeg i Drømmen,
i usigelig Bedrøvelse:
»Fader, vil det ske?«
Men se, da spredte
Strømme af Lys
Afgrundsmørket.
Jublende Stemmer brød
den knugende Tavshed.
Fra Millioners Struber klang det:
Aldrig!