Faderløse var vi blevne,
hjemløse var vi blevne;
for længe havde vi stirret
udad, udad,
i det endeløse Rum,
i det endeløse, iskolde Rum.
Døde var de fjerne Tider,
stumme var de fjerne Tider,
da Tankerne steg barnligt
opad, opad,
mod det faste blaa Hvælv,
mod Stjernehimlens faste blaa Hvælv.
Faderløse var vi blevne,
hjemløse var vi blevne;
i vort Øjes Dyb havde stirret,
Trolden, Trolden,
Uendelighedens Trold,
Uendelighedens hjerteløse Trold.
Stumme og angste sad vi,
natterædde angste sad vi;
da hørte vi Faderens Stemme:
»Indad, indad,
gaar Vejene til mig,
gaar de lysende Veje til mig.«
Faderløse var vi blevne,
hjemløse var vi blevne;
da fandt vi Vej til vor Fader:
Indad, indad,
hvor Verdenshjertet slaar,
hvor Guds kærlige Hjerte slaar.