Hjem, ja hjem!
Stilhed i de kendte stuer
og ganske mørkt;
den syge må ikke forstyrres.
Hun er så syg, så syg.
Og jeg sidder og ser
dette bedende rådyrsblik.
Og kan slet ikke hjælpe.
Aa, Gud jeg må bort,
ud i det fri.
Regnen er stanset.
Solen belyser
den hældende dag.
Det er så sælsomt
her i den unge granskov.
Solfyldte, dirrende dråber
på alle de sænkede graner.
Og langt, langt kan jeg se,
hvor vejen taber sig i dis.
Alt ånder i salig forventning.
Da kommer et sagte pust,
og alle de solfyldte dråber
falder ned, bliver tunge
og mørke som gråd
gråd — gråd over døde minder.