Nu bli’r ved aften hver skygge så lang,
nu vil vi gå ud i enge
og atter lege som tit engang
den lystigste leg blandt småpiger og muntre drenge.
Skønjomfru træder i kredsen ind,
mens drengenes hjerter banker;
den ridder hun vælger med smil på kind,
nu danser de to under sang under glade tanker.
Saa skal hun pyntes, den unge brud,
pyntes til bryllupsgilde:
to skræppeblade ser prægtigt ud,
og brudekransen er bunden af blomster vilde.
Det bryllup fejres med pomp og pragt,
og engen er bryllupssalen;
aftenens guld over alt er lagt,
og koen på marken holder smukt brølende talen.
Hist knejser ridderens slot påstand
— de prægtigste murstensbrokker —
Solen rødmer dem med sin brand
og kysser til afsked brudens de lyse lokker.