VIII. Dit legem er en drøm, som engang svinder
(Ritorneller)
(Ritorneller)
Dit legem er en drøm, som engang svinder,
men end jeg drømmer dig — hvor er du dejlig!
og jeg tør kysse drømmens blomsterkinder.
—
Din sjæl er ingen drøm. Den aldrig svinder,
men bliver ung og evig ved min side,
når længst er falmed’ dine blomsterkinder.
—
Jeg kyssed sorgens tåre af din kind
og vemodsskyen af din lyse pande,
jeg kyssede mig i dit hjerte ind.
—
Tavs søen lå — et gyldent aftenbilled; —
nys faldt en regn. Det var som store perler
én efter én ned i en guldskål trilled.
—
Der ånded ingen vind, vuggedes intet blad.
Vi sad alene ved den dybe, stille
skovsø — og mystisk fjernt lød fuglekvad.
—
Kunde jeg se dig hvid og kysk at bade,
kløvende blødt den blanke, kælne flade,
skuldre og barm som blege lotosblade!
—
Midt i den solbelyste grønne ager,
mens lærker synger og mens bier summer,
ser jeg dig blomster plukke, ung og fager.
—
Du er en spæd gazel, når bort du iler,
en dufthed fabelblomst, når glad du smiler,
men kysk og køligt marmor, når du hviler.
—
I dansed under valsetoner blide,
men det var kun dit legem, han omslynged;
din unge sjæl var stedse ved min side.
—
Halvmørk var skovens danseplads; en gren
strakte sig ind. Hvem vil vel undres over,
vi den betragted som en misteltén.
—
Du var ej påklædt, jeg kom ubelejlig,
forvirret rødmed du paa hals og skuldre,
men ingensinde så jeg dig så dejlig.
—
Vi vandrer sammen i morgensols-skær,
alt er saa friskt efter natteregnen
imellem de våde, hviskende træ’r.