Du havde samlet en broget buket
ad skovens lønligste gange;
nu stod du drømmende ved et træ
og lytted til fuglesange.
Solen kæled for stammens mos,
den lå på de grønne blade;
men mest den elsked dit fagre hår,
du træets unge dryade.
Fast selv jeg synes et øjeblik,
du var en skovens gudinde;
nej gudskelov! du er kød og blod,
du kære, velsignede kvinde.