Det lider mod lys, det stunder mod vår,
det flammer i østerlide;
den knugende is i sønder går,
og stoltelig bølgerne skride.
Alt dagens kæmper sig ruste og slå,
hvo tør nu længer drømme!
Frem da, min sjæl! skal du end forgå
i de stride, isfyldte strømme.
Det stunder mod vår, det lider mod lys,
i flammer står morgenrøden;
jeg aner – jeg kender fornyelsens gys,
til livet med sejr — — eller døden!