Det var blot to mennesker, som havde fundet hinanden. To mennesker, som længe havde drømt.
Og det var i årets lyseste stund, den tid, da solen først så sent går ned.
Han var nu femogtyve somre. Men når han så tilbage på sit levede liv, da syntes han, det havde helt igennem været som en lang tavs aften, sådan en aften som denne, i hvilken hun havde givet ham sit ja – en aften, som ikke bliver nat; thi vestlig dis står med rødmen, til dagen i øst begynder – en aften, hvor man bliver så uendelig sørgmodig, når man er alene, så bedrøvet, at man kender gråd i øjet.
Således syntes han, at hans liv havde været. Og mågerne, som fløj langt bort did mod skylandet, men aldrig nåede nærmere – de hvide fugle, de var som hans tanker.
Og nu havde hans drømmende længselssyge sjæl dog betrådt det strålende land.
Han havde set hende første gang for få dage siden, og da havde han følt sig som en digter, hvis sjæl dybest inde i anelse føder et uendelig skønt digt, så sart som rindende sang i et eventyrriges nat, et digt så sommerfugleflygtigt, at det ikke tør gribes, ikke fæstes på papiret, for så dør det.
Hans åndedrag havde næsten stanset. Forvirrede tanker, uvirkelig dejlige, men dog med sandheden i sig – som sæbeboblens farver – havde fyldt ham.
Da han så hende første gang, vidste han, at hun måtte blive hans.
Og nu havde hun sagt ja. Sagt, at hun også elskede ham.
Aa Gud, han var så usigelig lykkelig. —
Man kan læse i gamle skrifter, at i begyndelsen var natten – den store tomheds nat; men af natten blev dagen født og til nat skal den atter blive. Mørket, som er altings moder, har rum til alt lys. —
Det var blot to mennesker, som tidlig måtte skilles.
Og det var i den tid, de vilde roser mister deres røde blade.
Som strømmende guld vældede sollyset ind i den tavse stue, hvor hun, den dødssyge lå. Han sad forvåget og bleg og holdt hendes ene hånd – den magre, gennemsigtige hånd. Han kyssede hendes ansigt, hendes øjne; men hun kunde ikke kende ham. Han græd, da hun kom i vildelse.
Og hendes ord, afbrudte og stønnende, om faderen og moderen, om det gamle hjem ved stranden, om deres egen rige kærlighed – alt hvad hun skulde miste, de gjorde ham så uendelig bedrøvet, de ord.
Da blev hun med ét roligere, så et øjeblik på ham; men de øjne hørte ikke ham til længer. Og så gled hun over i den sidste søvn.
Da fik hun en underlig drøm om roser. Hun følte nok, det var døden som kom, gemt bag disse mange roser, der ligesom strømmede og bruste imod hende. Og dér stod hendes båre, men det var også lutter roser, smilende, kærlige blomster, der så på hende, som havde de menneske-blik. Og hun blev helt begravet af roser, og de mumlede og de hviskede, og det blev sagtere og blødere og stillere
— — — — — — — — — — — — — —
Han sad der endnu hældet over den døde, og det blev aften udenfor, og der rejste sig en havbrise, og mange vilde rosers blade blev afrevne. —
Og for ham var atter livet blevet som en stille aften. Men ingen måger fløj nu mod de gyldne lande.