Den lå så fager midt i Guds strålende solskin, og den så så broget ud, engen, med alle de prægtige blomster. Og de duftede så mildt, mens fuglene sang deres gladeste sange.
Her legede børnene de lege, som alle børn leger.
Snart var der stads på færde, når de legede «komme fremmede» og «bryllup»; snart var det højst alvorligt, når de var «fa’r, mo’r og små børn».
Men som legen går allerbedst, kommer der ind på den lyse eng en stille, sortklædt mand.
Hans blege ansigt blev dobbelt blegt i det fulde sollys; og hans øjne var så kolde.
«Kom,» siger han til hende, der lige havde været brud i legen, «nu må du hjem; din fader har sagt det.»
Hun græd, men han førte hende bort ved sin kolde hånd.
Og det var ligesom fuglene et øjeblik glemte at synge.
Og som blomsterne ikke turde ånde. —
I førstningen var de andre børn meget bedrøvede over, at den stakkels Lise skulde hjem så tidlig.
Men snart gik legen ligeså muntert som før.
Så kom den mørke mand atter ud på engen og bragte en anden hjem.
Det skete flere gange. Og da solen stod lavt, var der kun en eneste lille pige tilbage på den store eng.
Hun græd, for nu var hun træt af at lege, og så var hun jo ganske ene. Hun længtes efter også at blive bragt hjem.
Men solen sank mer og mere.
Da blev hun så forfærdelig angst for, at hendes fader skulde have glemt hende, hende alene, herude på den øde mark, nu da natten stundede til.
Hun giver sig til at græde bitterlig, men da ser hun i solens sidste stråler den magre, sorte skikkelse komme; og ved hans hånd gik hun glad ind til sit kærlige hjem.
Men næste dat, da solen skinnede over den brogede eng, legede andre børn på den.