Den hvide, vilde svane, den store, farende fugl
med dejlige fjer og i sjælen en syngende verden
vågnede af sine drømme,
drog over stride strømme.
Den fløj så vide, den fløj så langt,
så langt mod et land, den dunkelt i drøm havde anet,
med strålende sol, med jublende lys,
med brogede blomsters skare.
Da kom den til det grå land,
den stakkels vilde svane.
Da sang den over det grå land
alle sine dejlige sange.
Men ingen hørte på svanens sang;
den blev så træt og forglemte tilsidst at synge;
stum og tavs den sænked sig ned
i sorgens knugende slummer.
Da vågned den atter af drømme
og drog over stride strømme;
den agted sig did, hvor solen i kveld græder purpur på himlen,
hvor æventyrlandet det findes.
Ak du stakkels vilde fugl,
jeg ved vel, hvordan det ender:
Aldrig når du til æventyrland
over det store, mørke vand.
Dit liv var til liden hæder,
din død fast ingen begræder.