Over de store floder
driver en hær af rosenfarvede skyr;
ingen sol, ingen vind — —
men store dråber, een for een,
den røde skyfloks de blege tårer
lader vandfladen skælve,
lader alle de hvide vandliljer skælve.
Og der står en kvinde,
nøgen som en lilje,
skær, fin, skælvende;
i hendes mørke, brændende blik er dulgt
alverdens sugende længsler,
længsel mod lykke og liv.
Hun strækker sine arme mod skyerne ud
— fortvivlet, fortvivlet.
Og de røde skyer de gråner,
og tågen bliver tæt — —
en tåge, aldrig sol aldrig vind tør flænge.
Og ingen er der at trøste den hulkende,
her ved de store floder.