Dengang fjernt fra Lysets Rige
ned i Mørket maatte stige
din udødelige Aand:
da blev Legemet dens Tempel,
og det modtog Aandens Stempel
skønt og rent fra Herrens Haand.
Tempelvogter skal du være,
værne om dit Tempels Ære,
værne om dets dyre Skat,
drive bort hver Tempelskænder,
som med smudsig-gridske Hænder
vil dets Rigdom gribe fat.
Ja, dets Vogter skal du være;
lad det Guddomspræget bære
mer og mer, skønt skabt af Muld:
Selv du skal dets Taarne bygge,
selv du skal dets Sale smykke,
saa at Muld kan vorde Guld.
Men naar Slag af Tidens Ure
dumpt forkynde: Templets Mure
nu i Grus skal styrtes om,
gid du da din Gud kan sige:
Se, jeg har i Mørkets Rige
værnet om min Helligdom!