Du travle, som drukner i Livets Larm
din Lyst, din Fryd og din Jammer,
se ind dog engang i dit eget Bryst,
i dit Hjertes lønlige Kammer!
Du stærke, der er som det store Hav,
hvor tusinde Skibe sejler,
bliv dog engang det stille Vand,
som Himlens Herlighed spejler!
Du kloge, som tumler med Samfundets Nød
og styrer Skæbnernes Veje,
se ind dog engang i dit eget Bryst
og Værn dit dyreste Eje!
Du muntre, der er lig den farende Blæst,
som vidt over Landene føres,
bliv dog engang det stille Vejr,
hvor Faderens Stemme høres!
Thi engang i Afskedens Alvorsstund,
nar Lemmerne maatte segne,
da bliver dit Hav kun en stakkels Pyt,
din Blæst for et Suk at regne.
Og hvis du da aldrig har lyttet til
hin Røst i dit eget Indre,
da bliver der om dig saa mørkt, saa mørkt,
og ingen Stjerner vil tindre.