O lad mig sidde og stirre dig ind i dit øjes
sælsomme, vigende grund,
glemmende alt, mens andægtig min tanke betræder,
kære, din drømmende sjæls de skjulteste steder,
hvor i den dybeste trolddoms blund
de evige længsler slumre.
Tusmørke ruger herinde fast som i et tempels
hellige, mystiske hal:
Bævende sange fremvågne for atter at svinde,
toner, som føles, ej høres, henrisle herinde;
ak disse toners perlende fald
har lænket de evige længsler.
Men jeg skal vække til liv dette dejlige rige,
dæmring skal ej vorde nat;
bryde jeg skal vel den tyngende trolddommens lænke,
lyset skal selv paa de skjulteste steder sig bænke.
Snart er du min, du dyreste skat,
og løst’ er de evige længsler.