I den stille høst
ånder den dybeste fred over land,
dæmpet er bølgernes skvulpen mod strand,
snart tier hver sangfuglerøst.
I den rige høst
sankes hvert fuldmodent frø i hus,
men hvad der ødtes i vårtidens brus
er glemt som dens stormende lyst.
I den milde høst
rinder mig forårets glød i hu,
hvor er jeg glad, jeg tør ligge nu
og drømme ved dit bryst.
I den klare høst
åndes der fred i hver sjæl, som har stridt,
fred i hvert hjerte, som sorg har lidt,
og ro i hvert bankende bryst.