Der er larm af sorte fugle
i den lange, tavse allé.
Oktober er kommen
med fnug af den første sne.
Krampagtig holder de tørre grene
fast på de sidste blade
ret som en gamling, der angstfuld
knuger sig til den svigtende livskraft.
Mellem enkelte fnug af den første sne
drysser det stedse
stille med blade
i den lang, tavse allé.
Og jeg mærker det, kære,
at også i mig
neddrysser de fagreste sommerhåb.
Så må det vel være;
hvor du er fjern, er der altid høst.
Nu er der så stille og tyst i min sjæl
som her i den lange, tavse allé.
Men tro, der kendes og skrig undertiden
som af sorte fugle,
der ræddes for sult og sne.
Og det er en knugende ve,
en dødelig angst,
som, kære, kun du kan læge.