Over denne sorte, tomme egn
sank den fjerne, blege sol derhenne,
sendende et stift, forceret smil
som en døende tragedienne.
Og det var som skulde livet sluttes
denne tidlige decemberkveld,
som den blege himmellysnings død
også var mit eget livs farvel.
Nej jeg er jo ung, skal leve, handle,
vende, hvad jeg fejled, om til ret;
jeg skal virke i en livets gerning,
virke – jeg, som er så dødsenstræt.
Ak min gud, hvor er det tungt at bie
her på denne kolde, mørke kyst;
ak min gud, hvor er det tungt at tie,
når en længsel skriger i èns bryst.