Egen stander så ensom
over de ymper små.
Dybt ned dens rødder række,
hvor de evige kilder gå.
Og i dens krone synger
en fugl – hvo ved dens navn!
så smertelig ensomt den synger
om ensomme længsler og savn.
Det hænder stundom ved aften,
når folk forbi egen gå,
da stå de stille og lytte,
men kan ej den sang forstå.
— — Jeg selv har eengang kendt mig
med disse sange i slægt;
jeg selv var eengang knuget
af sælsomme tankers vægt.
Men dengang forladthedens trudsel
flammede for mit sind,
da voved jeg ej at stirre
angsten i øjnene ind.
Og det var vel godt det samme;
selv hun så lidet forstod,
hvad aller dybest jeg drømte
og skrev med mit hjerteblod.