I prangende Haver
nær Menneskers Huse
gror Lidenskabens blodrøde Blomst,
straalende, lokkende,
fyldt af ram Vellugt;
Lidenskabens Blomst,
søgt af Tusinder,
fundet af Tusinder.
Men fjernt i stille, dunkle Skove,
fjernt i stille, grønne Enge
gror Kærlighedens fredfyldte Blomst,
med rene, milde Farver,
med ren, mild Duft;
Kærlighedens Blomst,
søgt af mange,
fundet af faa. –
I unge to,
som tænksomme sidder,
Haand i Haand,
Hjerte mod Hjerte,
hør nu et sælsomt Sagn:
I paradisets Enge
gror en underskøn Blomst,
og dens Navn er Navnløs.
Al Livsalighed
straaler af den
med Glans af tusinde
Aftenhimle;
alle skære Dufte
gemmes i den,
Dufte fra dulgte
Verdeners Aande;
og dens Klokker ringe
med Sfærernes Musik.
Og dens Navn er Navnløs.
søgt af faa,
fundet af ingen.
Men hver Aften
drypper en Draabe,
en livsalig Draabe
af Blomsterdugg,
fra dens himmelske Kalk
ned til den mørke
kolde Jord,
ned i Kærlighedsblomstens Bæger.
Da kvæges de solsvedne Blade,
da mættes de med Farver,
da fyldes de med Duft;
og ved Morgen staar Blomsten
genfødt paa ny,
Kærlighedens fredfyldte Blomst,
fundet af faa,
søgt af mange.
Men hver Aften
i de prangende Haver
nær Menneskers Huse,
dér rives og ruskes
i Lidenskabens blodrøde Blomst,
dér trampes og søles
dens blødende Blade,
Lidenskabens Blomst,
søgt af Tusinder,
fundet af Tusinder,
skændet af Tusinder.
For eder, I to,
som tænksomme sidder,
Haand i Haand,
Hjerte mod Hjerte,
har jeg med skælvende,
tøvende Hænder
et kortvarigt Nu
draget Forhænget bort
for Livets inderste Løndom.
— — — — — —
Lyt til mine Ord,
tyd deres Tale!