Luk op, luk op det Kirkehus
til trøst for bange Sjæle,
at frit i Herrens Helligdom
de kan med Herren dvæle,
at frit de tale kan med Gud,
naar Hjertet bange længes:
luk op, luk op det Kirkehus,
det bør ret aldrig stænges!
Thi den, som sidder kold og skræmt,
naar Orglets Vælde bruser,
tidt nemmer Herrens Hjerte-Røst,
naar sagte den hensuser;
og den, paa hvem en Prækens Glød
og Kraft vil gaa til Spilde,
formaar at tale med sin Gud
i Kirkens dybe Stille.
Luk op, luk op vort gamle Hus,
hvor Slægters Minder dvæle,
og lad det blive til et Hjem
for Nutids stille Sjæle,
hvor frit de tale kan med Gud,
naar Hjertet bange længes:
luk op, luk op vort gamle Hus,
det bør ret aldrig stænges!