Den Gud, som Verdener skabte
og holder dem i sin Haand,
ret aldrig af Syne tabte
hvad der bar Præg af Hans Aand.
Den Gud, som i Kraft af sin Vilje
har formet vor rullende Jord,
har ogsaa laant Lys til den Lilje,
som ensom paa Marken gror.
Og Han, som sit Hoved bader
i Æterens svimlende Blaa,
er ogsaa din kærlige Fader,
til hvem du trygt kan gaa.
Og han, som har ordnet Kloder,
har dig saa inderlig kær,
mer kær end Fader og Moder,
og er dig saa inderlig nær.
Han fryder sig i din Glæde,
Han sørger i din Sorg;
usynlig Han er til Stede
i Hytte og i Borg.
Han smiler til dig fra det høje
i tusinde Stjerners Skin;
Han straaler ud fra dit Øje,
Hans Billed bor i dit Sind.
Den Gud, som Verdener skabte,
er Kærligheden selv;
fra Ham ingen Sjæl sig tabte
i Livets vildsomme Elv.
Om ondt, om godt du gjorde,
du trygt til din Fader kan gaa:
Husk Ham i det mægtigt Store,
men glem Ham ej i det Smaa!