Net af nattens tårestrømme,
dugg, som dirrer på hvert strå!
Hvorfra disse mørke drømme,
som i morgensolen stå? —
Der er tusind suk, som gemmes
ved naturens store hjerte,
men om natten tør hver plante
græde ud sin store smerte.
Jeg er angst, når hen i tåge
glider Foibos’ dunkle båd:
mine trætte øjelåge
lindres aldrig mer af gråd;
jeg er angst, når atter dagen
farver østens kinder røde;
hvorfor skal jeg endnu slæbe
på mit liv i dette øde?
Net af nattens tårestrømme,
dugg, som dirrer på hvert strå!
lad mig ligge her og drømme
ind mig i det dybe blå!
Kom, o kom min elskerinde,
skal jeg trygle, skal jeg tigge?
det er dine milde øjne;
bliv mig nær, forlad mig ikke!