Det var allerede begyndt at mørkne i den lille strandby med de mange høje poppeltræer; men ude på havet lå endnu aftenrødens bløde skær, og i den stille aften hørte man bølgerne slikke mod den mørke bro, der som en sort arm krummede sig ud i havet.
En robåd skød ud af havnen.
En mand og en kvinde sad i den. Han roede ganske langsomt, og da de var komne et stykke ud på fjorden, sagde hun hviskende:
«Lad nu blot båden drive og sæt dig hen hos mig.»
Så satte de sig arm og arm; men båden gled, og de vidste ikke hvorhen
Og de var unge og lykkelige.
Og han fortalte hende et gammelt sagn, mens dagen stille vuggedes i søvn i nattens arme:
«Over åen drog der en sang – en sommernats lyse sang; og der lagde sig dis over åen, så let som en sommernats søvn. – Månens blege skær lyste. Det filtrede sig ind i tågen.
Og sangen, tågen og måneglansen tætnede, blev ligesom levende, blev til et vegt kvindeligt væsen. Det var ellepigen. Hun stod mellem rørene og græd.
Der sad to elskende tæt ved, arm i arm, læbe mod læbe.
De hviskede om en kærlighed, som de tænkte evig; fremtiden lå begravet i lyse nætter; de så kun elskovs uudsigelige lykke.
Ikke dens grænseløse sorg.
Ellepigen stirrede stedse på dem. Også hun elskede ynglingen. Kendte hun ikke alle hans unge længseler, alle hans drømme, fra en tid, han vandrede ensom rundt i skoven? Hun vidste alle hans vemodige sange.
Og nu? Det jog gennem hendes sjæl med dirrende smerte. —
Ned i den lette båd steg de to. De gjorde den fri. Og sagte gled de gennem disen forbi dunkle ukendte bredder.
De egne syntes dem at være kærlighedens forjættede land.
«Åmand! Åmand!» råbte ellepigen vildt. «Ser du båden histnede – med en mand og en kvinde. Den mand har engang villet røve min kærlighed. Hævn dig nu, såsandt de vil kaldes min fæstemand. Hævn dig.»
Da rejste åmanden sit mægtige bryst og i vældig harm oprørte han de flygtige våger.
Ud mod havet førtes en kæntret båd. På en fremmed strand drev den op.
Men inde mellem rørene, dér hvor tågen er tættest, sad ellepigen; og hun græd.»
Atter sad de en tidlang tavse og så ind mod byen. Det var en overordentlig varm aften; solen var længst gået ned, og byens talrige trægrupper stod næsten truende mørke mod den citrongule himmel, der først langt nede ved synskredsen gik over i rødt. På bakken vest for byen stod møllen og pegede med sin ene vinge stivt op mod himlen.
Da vender hun sig om i båden.
«Aa se dog,» siger hun ganske angst. Det var månen, som nu stod stor og rød, modsat solen. Man kunde nok blive bange for den, thi dens ellers så milde ansigt lignede nu et uhyggeligt, vredt fjæs. Snart blev den dog elskværdigere at se på og dens glans hvidere. Og hen over det fløjelskælne havspejl lagde der sig den sarteste bro af måneglans, en bro, så let som en tanke. Undertiden greb en brises små fingre i den flygtige bro, og da blev den som et net knyttet af glitrende små ringe i vægtløs sølv eller som en fintvævet dug af flydende metal – med lange mørke stråler imellem.
Man følte en heftig attrå efter at styrte sig ud i dette sære næt, lade sig fange mellem dets masker, lad dette flydende smutte mellem hænderne, glide kølende ned ad sit legeme; thi køligt måtte det føles, køligt som sommerdugg i græs.
De to sad stille tæt ind til hinanden i en sær betagethed. De turde intet sige. Undertiden hørtes havets dybe skvulpen under båden, så en sagte rislen fra åren – og fjernt ude vuggedes en hvisken, tyst som ånders tale, som dødes sprog. Den føltes kun, hørtes ikke.
Det blev sent, før han atter styrede båden mod land.