Det var i en nat så veg som dun
vi kom til skumhvide strande.
Vi sejled i drømmefødende dis
ad blege, blødtglidende vande.
— De vover hvisker så mange sagn,
som længst er døde og glemte;
og nede fra dybet hører vi grant
klokker, som sagte klemte.
Og det er klagende suk fra by’r
som slugtes i disse strømme;
i midnattens stilhed stiger de frem
som onde varslende drømme.
End tør jeg slutte dig kære i favn
på disse blødtglidende vande;
men snart, så færdes vi ikke mer
i livets dejlige lande.
Da stiger om nætterne suk fra os,
når længst vi er døde og glemte;
og det er som klager fra disse by’r
hvis klokker i dybet klemte.