Der var engang, da Vaaben klang,
hvor Kristi Stridsmænd drog,
da Hymner de til Herren sang,
mens de paa Fjenden slog;
med Ild og Sværd de bredte ud
det milde Kærlighedens Bud,
og glemt var Kristus, glemt var Gud,
naar By og Borg de tog.
Vi fik ej Sværd til Heltefærd,
til blodigt Vaabenbrag;
vi, Kristi Stridsmænd, hver især
fik Lysets Ridderslag.
En Fakkel bær´ vi i vort Skjold,
vi staar i Lysets Konges Sold,
vi kæmper kækt mod Mørkets Vold
for Lysets gode Sag.
Vi er paa Vagt, vi giver Agt,
hvor Aandens Kampe staar;
i Sandheds stærke Vaabendragt
vi, Kristi Stridsmænd, gaar;
med Trøst og Tro vi breder ud
det milde Kærlighedens Bud;
er med os Lysets stærke Gud,
vort Maal vi sikkert naar.
Og mer og mer, og fler og fler,
vi Stridsmænd vinder frem;
og fjernt et dejligt Syn vi ser:
de hundred Tusind Hjem,
hvor hver en Sjæl paa Herren tror,
hvor evig Fred og Lykke bor,
ja Drømmen paa vor gamle Jord:
Det ny Jerusalem.