I Livets mørke Stunder,
naar Tanken haabløst grunder;
naar Stjernerne er slukte,
og alle Sunde lukte:
kom, Jesus, fyld mit Bryst
med Fred og Haab og Trøst!
Naar tunge Dages Møje
staar truende for Øje;
naar hver en Vej, jeg kender,
i Nattemulmet ender:
kom, Broder, vis mig Vej,
hvor jeg den finder ej!
Lær mig: kun ved at vente,
sin Høst man ind kan hente!
Lær mig: ej Sorg og Klage
kan sødme bitre Dage!
Lær mig: at holde ud
i Trofasthed mod Gud!
Og naar min Dag er svundet,
mit Timeglas udrundet,
og Dødens kolde Skygger
omkring mit Hoved bygger:
ræk, Frelser, mig din Haand,
før bort min løste Aand!
Led mig fra Dødens Stier,
o Frelser og Befrier,
mod Haabets Morgenstjerne,
som funkler i det fjerne!
led mig fra Sorg og Nød
til Faderhjemmets Skød!