Døden og Drømmen mødtes en kveld,
da dagen drog hen at sove;
end dirred det glødende sol-farvel
over de susende skove.
Den røde rose ved bækken stod,
jeg hørte så vel dens sukke;
dens gråd var det dunkle hjerteblod,
det de mumlende bølger drukke.
Og Drømmen tyst gennem skoven drog,
men rosen den så han ikke;
og Døden tyst gennem skoven drog,
men rosen den brød han ikke.
Sådan må den stå og græde hver kveld,
når dagen vil gå at sove,
tør ej forlade det mumlende væld
her i de susende skove. — — —
Det sagn, det sagn drog vidt over sø
om rosens brændende længsel:
den turde ej drømme, den kunde ej dø,
da græd den blod i sit fængsel.